Ude i skoven boede et egern, der hed Egner. Og Egner var en frisk lille fyr. Han holdt af at gå på opdagelse i skoven. Ja, og så var han endda ikke kun en frisk lille spirrevip. Han var også ikke så lidt fræk og ganske overordentlig nysgerrig. Han nøjedes ikke med at lede efter nødder og kogler, som de andre egern gjorde. Næ, - nu skal du bare høre, hvad der skete en dag, hvor han som sædvanligt hoppede syngende over skovbunden.

Pludselig fik han nemlig øje på noget, der lå og blinkede i græsset. Det var en nål. Den var faldet ud af en skaderede. Som du måske ved samler skader nemlig på ting, der skinner og glimter. Egner fór hen og samlede henrykt nålen op.

Eja! Sikke et flot sværd! sagde han glad. - Det kan jeg nok få brug for. Det tager jeg med mig!

Og så hoppede han videre og legede, at nålen var et sværd. Han legede, at en rød fluesvamp var en frygtelig ildsprudende drage. Og med et blad - som han fandt på at bruge til skjold - gik han raskt til angreb på svampen.

Det tog selvfølgelig ikke Egner lang tid at vinde over svampen. Efter kort tid lå den fuldstændig spoleret rundt om på den fugtige skovbund. Nu måtte Egner se sig om efter noget andet han kunne angribe.

En gul sommerfugl fløj forbi. Men den var for hurtig for Egner.

- Hvis jeg kunne flyve også, så skulle jeg lære dig! råbte han hidsigt efter den. men sommerfuglen fløj bare muntert videre.

Ærgerlig smed det frække egern bladet og nålen fra sig. Nu ville han finde noget andet og lege med.

Egner hoppede videre ind i skoven, og nu fik han øje på noget underligt blåt noget. Det var noget han ikke havde set i skoven før.

Det lignede et kæmpestort blåbær, der var blevet mast flad.

- Det var da noget mærkeligt noget! tænkte Egner og prøvede at trække i det. Men det blev det underlige blå noget bare længere af! Det var nemlig en ballon Egner havde fundet.

For enden af ballonen var det sted, hvor man puster den op. Egner kiggede ind.

Måske kan man fløjte i den. Egner pustede, men der kom ikke en lyd. men den voksede!

Da han holdt op med at puste, korn al den luft han havde pustet ind, lige tilbage i hovedet på ham. Og ballonen så ud som før.

- Åh! tænkte Egner. - Det er måske sådan en der laver stormvejr!

Egner kiggede lidt på ballonen. og gik lidt rundt om den.

Snart fik han en idé, som han selv syntes var meget god.

- Nu vil jeg lave et ordentligt stormvejr. og det vil jeg tage med hjem og vise til alle mine venner i skoven!

Og så pustede han og pustede. Nu skulle ballonen godt nok fyldes med stormvejr!

Men pludselig havde Egner pustet så meget luft i ballonen, at den steg til vejrs og løftede ham med op! Ballonen holdt ikke op med at stige. Nej, den fløj højere og højere op i luften!

- Jamen, nu flyver jeg jo! udbrød Egner fornøjet. - Nu en jeg et rigtigt flyveegern. Nu kom Egner til at tænke på sommerfuglen. Nu kunne han vel nok lære den at opføre sig ordentligt!

- men Øv! ærgrede han sig. - Nu fik jeg jo ikke mit gode sværd og mit fine skjold med... Nå, skidt med det, en flyvetur er da altid noget!

Snart fløj Egner med ballonen højt over skoven.

- Er min skov virkelig ikke større! Egner kiggede forbavset ned under sig. Skoven så ud som om den blev mindre og mindre. For Egner fløj højere og højere op i luften!

Egner opdagede slet ikke, at vinden ligeså stille blæste ham og ballonen væk fra skoven. Så travlt havde han med at se på verden, som den så ud helt deroppe fra.

Ballonen svævede længere og længere væk fra skoven, og pludselig hørte han en stemme bag sig.

- Hva' er du for et mærkeligt dyr? Det var en stork, der kom forbi med mad til sine unger i munden.

- Du kan selv være mærkelig! Og desuden er det ikke pænt at snakke med mad i munden! sagde det lille frække egern. - Og hvis jeg havde haft mit sværd med, så skulle du nok hurtigt finde ud af at komme væk!

- Du skal ikke være fræk! Sagde storken vredt og gik til angreb med sit store næb. Egner sparkede den lige i øjet!

- Dit opblæste småkravl! skreg storken. Nu var den rigtigt blevet sur og huggede vildt efter Egner med det røde storkenæb. Men næbbet ramte ikke Egner Egern, - men ballonen! Den sprang og blev til tusind stumper.

Og Egner faldt!

- Nå, du flygter nok nu, hva'! grinede storken tilfreds og fløj hjem til dens unger med maden, den stadig havde i næbbet. Men Egner flygtede nu ikke. Men uden ballonen kunne han jo ikke flyve, så nu faldt han i susende fart ned mod jorden!

Lige før Egner ramte jorden, fik han fat i en gren i et træ - og svang sig ind på træet. - Det var dog sært, som alting pludselig voksede igen, tænkte Egner forundret og kiggede sig om efter ballonen. Men den var ikke til at se. Den var jo gået i tusind stumper og de faldt ned et helt andet sted, fordi vinden lettere kunne blæse dem end Egner.

Snart gik det op for Egner Egern, at han ikke var landet i sin egen skov igen. - Men... Det er jo helt tryllet om! Ja, sådan tænkte Egner, der jo selvfølgelig ikke kunne forstå, at han var havnet et andet sted.

Men hvor var han så landet da? Jo, Egner var landet lige midt i en have inde midt i en by!

En have ser lidt mere velfriseret ud end en skov, så Egner spekulerede på om der måske var nogen, der havde været ved at rydde op, mens han var væk.

Pludselig var der en, der sagde noget bag ham:

- Hej! Hvem er du?

Det var et lille hunegern.

- Jeg hedder Egner Egern, sagde Egner.

- Men hvem er du? Dig har jeg da ikke set før, - og hvorfor ser skoven sådan ud nu?

- Jeg hedder Agnes, og det her er ikke en skov, men en have, lo hunegernet.

- Jamen, hvad er der så blevet af skoven da? spurgte Egner forvirret.

- Skoven? svarede Agnes - Den ligger jo udenfor byen!

- Byen??? Hvad er byen for noget? spurgte Egner stadig lige forundret.

- Ved du ikke det! grinede Agnes. Og så fortalte hun ham, at en by, det var et sted hvor der boede mange mennesker. Her boede de i huse og her havde de deres veje og biler og alt muligt.

Og hun fortalte, at hun var flyttet fra skoven og til byen med sin familie, fordi menneskene havde gjort deres skov mindre ved at fælde deres træer.

- Her er mad nok, men vi bliver nervøse af alle de biler og mennesker, fortalte Agnes bedrøvet - Egentlig tror jeg, at jeg savner skoven lidt...

- Jamen så tag med mig hjem! Jeg mangler alligevel en til at vise mig vejen, sagde Egner. Han ville vel nok blive glad over at have selskab af det søde hunegern. Han var ikke særlig tryg ved selv at skulle finde hjem, for han vidste jo ikke, i hvad retning, han skulle gå for at finde skoven. Og så drog Agnes og Egner af sted mod skoven, hvor Egner boede.

Agnes var frygtelig bange for at gå over vejen, som hun jo godt vidste kunne være farlig for et lille egern. Men de måtte over den for at komme ud til skoven.

Da de endelig var nået over på det modsatte fortov, var de lige ved at blive trådt på af en dame, der lige havde været på indkøb.

Hun kom slæbende med en stor indkøbspose med varer fra købmanden.

- Hvad sagde jeg! sagde Agnes, da de to små egern var kommet i sikkerhed under en hæk.

- Ja, puha! svarede Egner Egern. - De er vel nok kæmpestore, de mennesker. Og sådan nogen store nødder de spiser! Så du den kæmpestore nød, der faldt ud af posen?

Det havde Agnes slet ikke lagt mærke til, men nu kunne hun godt se den store nød, der lå midt på fortovet. Det var en kokosnød. - Så stor en nød havde Egner aldrig set.

- Den tager vi med! sagde Egner glad.

- Jamen, hvordan? spurgte Agnes. - Den er jo alt for stor og tung!

- Vi må jo være snu! sagde Egner og så meget snu ud. - Vi triller den!

- Hele vejen hen til skoven? Det er da alt for svært, er det ikke? spurgte Agnes bekymret. Hun var jo ikke så stærk. Og - ja - det så Egner altså heller ikke ud til at være til denne store nød.

- Ork, nej! Vi gør bare ligesom min onkel, når han danser på nødder, lo Egner.

- Hvordan gør han da det? Agnes så forundret på Egner, der sprang op på nødden og gav sig til at løbe, så nødden samtidig trillede af sted.

- Kom! Egner rakte hånden frem. - Jeg holder dig i hånden, så du ikke falder af.

Og så dansede de på kokosnødden langt ind i skoven - til der hvor Egner boede. Det var ikke let at trille nødden i det høje græs, men heldigvis var der en sti det meste af vejen.

- Så skal vi bare have den op på min gren, sagde Egner Egern, da de omsider var nået hjem til hans træ. Men det var slet ikke så let. Nødden var alt for tung.

Men så fik Agnes en idé.

Vi kan da bare grave et hul ved roden at træet og så gemme den der!

Og så gravede de et hul.

Hver gang de så blev sultne, skulle de bare klatre ned ad træets stamme og tage et lille stykke med op.

Ja, nu havde de to egern vel nok mad til et godt stykke tid. Og Agnes blev så glad for skovens fred og ro, at hun besluttede at blive boende der sammen med Egner Egern.

Og hvis skoven er der endnu, er jeg sikker på, at Agnes og Egner bor derinde i en trætop og har en masse egernunger. Og de er bestemt lige så kvikke, som Agnes og Egner!

PSi 1987.