LEGO byggeriet på denne side er til fri inspiration, så se dig om og få selv nogle idéer til spændende byggeri. NB! PSI er ikke repræsentant for LEGO Company.

BYG EN AZTEK PYRAMIDE

- MED HEMMELIGE GANGE OG SKJULTE OVERRASKELSER!

Idéen med denne model er at man skal finde vej ind til skatten. Umiddelbart kan man ikke se noget mærkeligt ved modellen, men bag på modellen er der et lille rum med en besked. Her står der skrevet at paladset indeholder en skat, men at man først må finde den hemmelige indgang, dernæst skal man være i besiddelse af aztekerhøvdingens scepter for at kunne fjerne den sorte sten. Alle andre veje fører til døden! Som en hjælp for skattejægeren kan platformen øverst løftes af...
Vejen forbi mumien, slangerne, skorpionerne og bassinet med en haj frister ikke skattejægeren! Skulle han begive sig derind - og overleve - vil han kun komme til en sort mur. Den snedige skattejæger, derimod, vil allerede ved den hemmelige indgang få øje på den sorte sten der spærrer for en dør. Bag den kan han se et svagt grønt skær.
Men hvordan får han fat i indianerens scepter? En nærmere undersøgelse vil vise at scepteret er skjult i en cisterne til venstre for trappen foran på pyramiden. Her ligger scepteret som skattejægeren skal bruge.
Men hvordan skal scepteret være til hjælp? Den kvikke skattejæger undersøger minutiøst pyramiden og opdager et hul øverst oppe ved den østlige trappe. Ved logisk ræsonnement ser den kvikke opdagelsesrejsende snart at scepteret lige netop kan skubbe den sorte sten ud.
Med et kraftigt puf vil stenen ryge ud og efter at være gået ned ad trappen igen og ind ad den hemmelige lem kan eventyreren nu komme ind og undersøge det grønne skær han har set gennem døren.
Og han vil opdage at han har fundet skatten! Det grønne skær kommer fra en juvel der er placeret i et skinnende blankt sølvfad! Du kan lave et lignende eventyrbyggeri med dine klodser og sætte dine venner på prøve - kun fantasien sætter grænser.

Tilbage til LEGO oversigten.